Nordhal Defence
Kontakt
Marinefolk gør undervandsdroner i transportkasser klar på dækket af et landgangsskib, med skibscontainere bag sig
Indsigt/Analyse

Minekrigsførelse uafhængig af skibstype

28. september 20268 min. læsningNordhal Defence
Ammunitionsryddere fra den amerikanske flåde gør undervandsdroner klar på dækket af RFA Lyme Bay, et britisk landgangsskib, under en britisk-amerikansk minerydningsøvelse i 2017. Foto fra den amerikanske flåde, Petty Officer 2nd Class Tyler Thompson (DVIDS). Brugen af billeder fra det amerikanske forsvarsministerium betyder ikke, at DoD anbefaler noget.

Når et minerydningssystem bygges ind i skibscontainere, bliver det let at flytte. Det gør det ikke uafhængigt af skibet. Containeren får udstyret om bord, men nogen skal stadig sætte fartøjerne i vandet, give dem strøm, styre dem og tage sig af dem bagefter, fra et skib, der er bygget til en anden opgave. Det er dér, modulære systemer som regel går i stå.

Et system er først virkelig uafhængigt af skibet, når det kan komme om bord og fungere, mens skibet forbliver det, det er. Det peger på et bedre spørgsmål end, hvor modulært et system er: hvor mange skibe i området kunne tage det med i morgen uden permanente ændringer?

Skibet er begrænsningen

Danmark viser, hvordan den fleksible udgave ser ud. I august sejlede den danske minerydningsenhed, MCM Denmark, med NATO's stående minerydningsstyrke 1 om bord på et canadisk skib, HMCS Moncton, med et kommandomodul bygget ind i en 20-fods container, droner med sonar og undervandsfartøjer, som Søværnets dykkere betjener. Det var enhedens anden tur på et canadisk skib, og den har også arbejdet fra danske inspektionsskibe og civile forsyningsskibe. Forsvaret forklarer det med, at udstyret i høj grad er modulært: kommandocontaineren "kan placeres på land eller om bord på et militært eller civilt fartøj". Det hjælper også, at Moncton er bygget til det. Skibsklassen har tre pladser på agterdækket til 20-fods containere, oprindelig tiltænkt Canadas eget udstyr til minestrygning og havbundsopmåling.

Storbritannien viser, hvad der sker, når skibet ikke er bygget til det. Royal Navy har sat droner i containere og en transportabel kontrolcentral om bord på hjælpeskibe: RFA Cardigan Bay i Bahrain i 2023 og derefter RFA Lyme Bay, et landgangsskib bygget til at transportere tropper og køretøjer, som blev udrustet i Gibraltar i foråret og sejlede den 26. maj. I marts, før den ombygning, kaldte Navy Lookout det stadig "en meget umoden kapacitet". Flådens egentlige droneskib, Stirling Castle, er et ombygget offshorefartøj med et langt arbejdsdæk og en 10-tons kran, der sætter dronerne i vandet. I slutningen af 2024 skrev European Security & Defence, at dækket på 600 m² allerede blev anset for at være for lille til den næste generation af droner, og at kranen, skibets eneste måde at sætte dem ud og tage dem op på, ikke slog til, når flere skal i vandet på én gang.

USA viser, at selv et skib, der er designet til udskifteligt udstyr, ikke gør det hurtigt. Landets minerydningspakke blev bygget til et Littoral Combat Ship eller "et tilgængeligt fartøj". Statens revisorer rapporterede om forsinkelser i 2007 og igen i 2010, og først i maj 2023 erklærede flåden den klar til de første operationer.

Belgien og Holland gik den anden vej og er ved at bygge tolv specialbyggede moderskibe, seks til hver flåde, og det første blev leveret i slutningen af 2025. Det er et fornuftigt valg. Dronerne får håndteringsudstyr og kommandorum, der er designet omkring dem, hvilket ombyggede skibe mangler. Prisen er, at kapaciteten er dér, hvor de tolv skibe tilfældigvis befinder sig.

Kapacitet eller tilgængelighed

Det er den reelle afvejning. Et specialbygget skib giver kapacitet. Et system, der kan flyttes, giver tilgængelighed. Royal Navy har mærket begge sider af det. Mange ser flådens brug af ombyggede skibe som i høj grad drevet af økonomi, og efter erfaringerne med Stirling Castle går ledelsen klart ind for specialbyggede krigsskibe til resten. Men da flåden i år skulle have minerydning klar til en mulig mission i Hormuz, sendte den et landgangsskib.

Specialbyggede flåder vil blive ved med at blive bedre, og det skal de. Men uanset hvor mange moderskibe en flåde køber, kan en mine dukke op, hvor ingen af dem er, og så er det skibene i nærheden, den må arbejde med. Et system, der kun virker fra én slags skib, har udelukket sig selv fra alle de andre.

Det er udsendelsen, der er modulet

Hos Nordhal Defence udvikler vi små, fibertøjrede engangsdroner under vandet, der uskadeliggør søminer. Arbejdet med det her problem har ændret, hvad vi forstår ved modulært. Det, der skal være modulært, er ikke dronen, men hele udsendelsen. Spørgsmålet er ikke, om dronen passer på et andet skib. Det er, om vi kan ankomme til skibet og arbejde uden at bygge systemet om omkring det.

Det er ikke kun os, der kan flyttes let, og sådan bør det være. Det, vi forsøger at gøre anderledes, er måden, systemet er delt op på. De dyre sensorer og den dyre computerkraft bliver på overfladen, i én station, i stedet for i hver drone. Dronerne har kun det med, de behøver for at nå frem til en mine, så de forbliver billige, og flere kan arbejde på samme tid. De er engangsdroner i ordets enkle betydning: ved normal brug ødelægges en drone sammen med den mine, den blev sendt efter.

Den opdeling betyder mere på et lånt skib, end man først skulle tro. En drone, der ikke kommer tilbage, skal aldrig løftes om bord igen, så ved normal brug behøver skibet ikke en måde at bjærge den på. Den del af systemet, der er værd at beskytte, bliver på dækket, hvor besætningen kan komme til den. Og fordi fiberen rulles ud fra begge ender, et kort stykke på dronen og et meget længere på overfladen, behøver skibet ikke at ligge over dronen, mens den arbejder. Det kan passe sit eget arbejde inden for den fiberlængde, det har med.

Det koster os også noget. Systemet er bygget til det sidste trin i minerydningen, når en mine er fundet, ikke til eftersøgningen, så der skal stadig et separat modul efter eget valg til selve opdagelsen.

Hvad det kræver af designet

En lille drone skal stadig opbevares, hver drone skal have plads til sin fiberforbindelse, og den skal stadig fra dækket ned i vandet. Det er sjældent dronen, der afgør hvordan: de små mineuskadeliggørere, der allerede er i brug, kunne også transporteres på mange forskellige måder, og udsætningsmetoden er som regel et valg, flåden traf, da den integrerede systemet. Derfor prøver vi ikke at træffe det valg for værtsskibet. Den samme drone kan sidde på et større ubemandet overflade- eller undervandsfartøj bygget til at bære den, transporteres i en container, sendes ud fra en hurtiggående gummibåd eller forlade skibet ad en udsætningsrampe.

Værtsskibet skal stadig stille dækplads til overfladeudstyret, strøm, som den nu er, en måde at få positioneringssystemets transducer i vandet, skibets navigationsdata, et beskyttet sted til operatøren og et sted at opbevare sprængladningerne efter skibets egne regler for eksplosiver. Det hele skal kunne boltes fast, kobles til og tages af igen uden permanente ændringer af skibet. Alt, der kræver svejsning, gør en udsendelse til et værftsjob, og hver del, der kræver en kran, gør listen over mulige skibe kortere.

Operatørerne vil være uddannede minerydningsspecialister, men de skal arbejde på et dæk i bevægelse, ofte fra et skib, hvis egen besætning aldrig har set systemet, og ingeniøren, der byggede det, sidder ikke for enden af gangen. Med flere droner i vandet på én gang ændrer selve opgaven sig. Forskning i operatører af ubemandede fly trækker en nyttig grænse her: at holde øje med mange fartøjer er en helt anden opgave end aktivt at styre nogle få, og den sidste slider meget hurtigere på folk. Derfor skal stationen tage styringen fra operatøren og kun overlade de vigtige beslutninger til dem. Vi fastlægger den endelige station i forsøg med folk, der er specialister i minerydning, med én fast betingelse: den skal kunne flyttes, og intet må installeres permanent i værtsskibets operationsrum.

Når man ikke selv vælger skibet, kan man heller ikke kræve dets kampsystem, så systemet skal fungere uden det fra dag ét. Det, systemet faktisk har brug for fra skibet, er meget mindre: hvor skibet er, og hvilken vej det peger. Sporing af en drone under vandet afhænger af at kende netop det for transduceren, og satellitnavigation alene er ikke til at stole på. I Østersøen er forstyrrelser af den blevet hverdag. Et krigsskib bliver ved med at beregne sin position, når det sker, og at genopbygge den evne i vores eget udstyr ville bare gentage, hvad skibet allerede gør. Derfor bruger vi skibets navigationsdata, et standardsignal, som dets navigationssystemer allerede leverer, og betragter alt ud over det som valgfrit. Men noget, der kun kan fungere på egen hånd, forbliver en gæst på hvert skib, det besøger. Vi ser integration som en rækkefølge: først et komplet system, der ikke behøver andet fra værtsskibets elektronik end navigationsdataene, derefter alt, hvad det ved, stillet til rådighed i en standardiseret, dokumenteret form, og først derefter integration i et bestemt skibs kampsystem, som en mulighed og ikke som en betingelse for overhovedet at kunne sendes ud.

Endelig er den åbenlyse fejl for et tøjret fartøj en mistet forbindelse: kablet knækker, eller udstyret på overfladen svigter, og operatøren kan ikke længere se eller styre det. På et lånt skib er der måske ingen mulighed for at lede efter det og ingen grund til at stoppe skibets eget arbejde, mens nogen leder. Så én ting ligger fast. Mistet forbindelse kan aldrig udløse en detonation. Fartøjet gøres sikkert, hvad der derefter sker med det, bestemmer den flåde, der bruger det, og beslutningen om at detonere tages altid af operatøren, aldrig af fartøjet.

Prøven

At være en last gør en mulig at sende ud. Det gør en også sekundær. På en andens skib arbejder man efter dets tidsplan, dets kurs og dets fart, og et system, der kun virker, når det har skibets fulde opmærksomhed, får den sjældent.

Så målestokken, vi designer efter, er ikke, hvor mange platforme vi er integreret med, hvor lille fartøjet er, eller hvor godt databladet ser ud. Det er, hvor mange skibe i området der realistisk kunne tage systemet med, uden permanente ændringer, hvis det stod på kajen i morgen.

Den målestok afhænger af, at flere droner kan styres fra én station og dele ét positioneringssystem, og ingen af delene har vi vist endnu. Den første prototype er i vandet nu, og testene fortsætter hen over efteråret, men den rigtige prøve kommer senere, når systemet kommer om bord på et skib, der ikke blev valgt til det.

Har du taget udstyr i containere med til søs på et skib, der ikke var bygget til det, så hører jeg gerne, hvad der viste sig at være sværere, end du havde regnet med.

Kilder

Alle indlæg Se udsætningssystemerne